(Kronikken blev bragt i Kristeligt Dagblad d. 14/1 2024)
Af Asbjørn Riis-Søndergaard
Hvis vi skal acceptere regeringens forslag om forlængelse af danskernes arbejdstid, må politikerne motivere med andet end at vi skal holde hjulene på velfærdssamfundet i gang. Der er behov for nogle mere motiverende visioner, der adresserer tidens kriser, og de kan komme fra humaniorauddannelserne.
Hvis regeringen med Kaare Dybvad og Mette Frederiksen i spidsen vil ’genskabe respekten omkring arbejde’ og få danskerne til at knokle mere, nytter det ikke noget at bashe dem, der drømmer om et liv med større fleksibilitet og tid til relationer, natur og fordybelse. I stedet bør politikerne fokusere på at muliggøre et mere interessant og meningsfyldt arbejdsliv.
Hvis du er interesseret i noget og føler, at det giver mening, så går du ikke rundt hver dag og drømmer om at kvitte dit job og flytte ud på en øde ø. Lad mig komme med et eksempel fra mit eget arbejdsliv og fra min tid som studerende på humaniorafakultet. Mit drive efter at studere klassiske humaniora fag som filosofi og historie var båret af personlig interesse og en lyst til at bevæge verden.
For nogen lyder det som en afsindig pinsel at sidde blandt oldgamle bøger på det kongelige bibliotek og fordybe sig i filosofi- og litteraturhistorie i skæret af lyset fra den grønne messinglampe, fem stive år i træk. Måske vil nogen også tænke – hvad skal samfundet bruge det til? For mig var det en drøm, et privilegie og et romantiseret inspirationsrum for kreative ideer, jeg stadigvæk kan opsøge, på trods af, at jeg har været færdiguddannet i 6 år og har travlt med en karriere som rådgiver i eget kommunikationsbureau, foredragsholder og bestyrelsesmedlem.
Når man vælger at studere klassisk humaniora, gør man det typisk for at forfølge sin nysgerrighed efter at forstå verden, livet, kulturen og samfundet. Man afprøver tankesystemer i studiefællesskaber og udvikler sig personligt med perspektiverne fra bøgerne. Det er en stor og vanskelig rejse, som kræver tid, tålmodighed og disciplin. Det kan let ende i mistrivsel, hvis ikke man formår at gøre faget aktuelt og holde fokus på samtiden. Det lykkedes mig at finde koblingen mellem mine interesser og et arbejdsliv, hvor jeg skaber værdi i erhvervslivet. Jeg drømmer ikke om at flytte til en lille fiskerby på Bornholm og gøre mit arbejde til en hobby uden samfundsøkonomisk relevans.
Vi har brug for humaniorakundskaber til at flytte agendaen i samfundet, til at skabe bedre sociale vilkår, til at finde på de forretningsideer og løsninger, der skal bane vejen for et bæredygtigt samfund, som bidrager til at opfylde FN’s 17 målsætninger om en bedre verden.
Jeg vil insistere på at have mine interesser med i mit liv og arbejde. Mister arbejdet den dimension reducerer vi meningsfuldhed og passion til et privat anliggende og baner vejen for det uinteressante nyttesamfund, der ligger i Mette Frederiksens formuleringer om arbejdskraft som den nye valuta i dansk politik. Det kræver særlig vejledning at ramme koblingspunktet, der gør humaniora relevant i en samfundsøkonomisk kontekst, og det er ikke nok at sætte fokus på formidlingskompetencer hos de studerende i løbet af det sidste semester. Der skal løbende være fokus på iværksætteri, salg og øget forretningsforståelse.
I 2024 håber jeg, at humanioraområdet prioriterer at sætte ord på den værdiskabelse, fagene kan være mestre i at levere, og opgiver den indgroede forretningsforskrækkelse, som kapitalismekritiske dele af humaniora i århundreder har repræsenteret. Vi har brug for humaniorakundskaber til at flytte agendaen i samfundet, til at skabe bedre sociale vilkår, til at finde på de forretningsideer og løsninger, der skal bane vejen for et bæredygtigt samfund, som bidrager til at opfylde FN’s 17 målsætninger om en bedre verden.
Vi har i mange år været vant til, at fremtiden var lys og mulighedsfyldt. Nu befinder vi os i en verden, hvor kriserne er den dominerende fortælling, hvor der er krig i Europa, i Mellemøsten og andre steder, hvor økonomien er presset, og hvor de geopolitiske spændinger tager til. Vi har brug for kloge mennesker, der kan anspore, håb, visioner og retning, efter at have arbejdet ihærdigt med de lange linjer i historien og de dybe ideer og indsigter fra litteraturen. Har man først været gennem pensum i den vestlige filosofihistorie fra oldtiden, gennem middelalderen, renæssancen, oplysningstiden og moderniteten, har man erhvervet sig et rigeligt udsyn til verden og kan med sikker hånd arbejde metodisk med etiske og moralske spørgsmål.
Men i min optik er det mindst lige så vigtigt, at man bliver trænet ihærdigt i at anvende den viden og indsigt i praksis på arbejdsmarkedet. Humaniora bør ikke være bange for at lukke lidt af Copenhagen Business School mentaliteten ind på afdelingerne, til gavn og inspiration for de studerende. Flere og flere mennesker drømmer om at stå af hamsterhjulet og få en kortere arbejdsuge, så der er mere tid til relationer, til at lytte til fuglesang, gå ture ved havet og dyrke hobbyer.
Det kan jeg sagtens forstå, fordi arbejdslivet for mange føles som et fængsel, med arbejdsafhængige chefer, og kollegaer der ligeså godt kan slå sten, saks, papir om hvem der tager den næste sygemelding med stress. Og når man endelig kommer hjem fra arbejde, har man bankrådgiveren på nakken i en presset privatøkonomi med høje boligrenter, dyre varer og alt for mange overflødige forbrugsbehov, som ingen har tid til at reflektere over, hvordan er opstået.
Vi har brug for humaniorauddannede til at pege på retninger, der kan sikre, at arbejdslivet er fyldt med mening og den magi, der kan vække passion i hverdagen. De kommende generationer har brug for hjælp til at finde deres IKIGAI – et filosofisk japansk udtryk for det, der giver livet mening. Vi har som samfund ikke brug for, at alle flytter ud på øerne i jagten på naturforbundethed og den ægte, rendyrkede væren.
Men vi har heller ikke brug for mere resonansfornægtende samlebåndsarbejde, hvor man knokler sig til en hovedpine for at kunne købe sig en airfryer, nye sko og flyrejser, så der komme penge i kassen, der kan finansiere velfærden. Velfærden er limen i samfundet, men den kan ikke finansieres ved at tvinge folk til at arbejde endnu mere for en kold vision, de ikke tror på.
Det er simpelthen et uinteressant og uinspirerende samfundsnarrativ, som politikere må stoppe med at abonnere på. Vi har brug for humaniorauddannede til at pege på retninger, der kan sikre, at arbejdslivet er fyldt med mening og den magi, der kan vække passion i hverdagen. Vi skal nok kunne finansiere en værdig velfærdsstat, hvis vi begynder at fokusere på at skabe en samfundsøkonomisk vision, der er større end reproducerende velfærd og øget generationel velstand. I min optik er det ikke produktiviteten og tiden på arbejde, der er afgørende for motivationen.
Det er derimod afgørende, at man er interesseret i det, man laver, at det giver mening at beskæftige sig med hver dag, og at man kan se koblingen til en bæredygtig fremtid fyldt med håb. Jeg mener, at mine fem år på en støvet læsesal vidner om netop det, og jeg mener også, at jeg hver dag skaber værdi for samfundet i mit nuværende arbejdsliv, som beror sig på netop de privilegerede studieår.
Hvis vi skal have danskerne til at arbejde mere, skal vi have en økonomi, hvor man kan ane forbindelsen mellem det at træde ind i på kontoret en regnvåd tirsdag morgen i januar, og udviklingen mod en verden, der også gavner bierne, blåhvalerne, billedhuggerne og det blussende lys, vi alle bærer rundt på gennem vores ene liv. Humaniorafagene er ofte båret af personlig interesse for fagene, og den tilgang er værd at efterstræbe.
Med lidt hjælp kan vi hver især finde lige præcis den smukke balance, der findes mellem at lave det, vi hver især elsker, det, vi hver især er gode til, det verden har brug for, og det, man kan få løn for at arbejde med.
