Jeg hørte om FN’s 17 Verdensmål for første gang tilbage i 2015. Jeg var lige blevet ansat i det designorienterede bæredygtighedsprojekt Chora Connection, som skulle sætte fokus på bæredygtighed i Danmark fra 2014-2019.
Jeg var stadig i gang med mine studier i filosofi på universitetet og var meget optaget af kosmopolitismebegrebet og ideen om at menneskeheden i al sin mangfoldige forskellighed har især en vigtig ting tilfælles: en levende planet.
Det var tydeligt for alle os der studerede på universitetet i de år hvor bæredygtighed begyndte at fylde mere og mere i medierne, at der var noget grundlæggende galt med den måde vi i de industrialiserede samfund havde indrettet os på.
De mange biler, huse, computere, sko og telefoner som flød overalt i samfundet, var skabt ud af planetens sparsomme ressourcer og på en måde som ikke var holdbar i længden. Den teknologiske udviklingstrang og menneskers evne til at samarbejde om at vokse, havde skabt en verden, der på mange måder stod i kontrast til planetens egen vildtvoksende verden.
Vi havde fældet træerne, suget olie og gas ud af jorden som blodtørstige myg, hakket i minerne og sprøjtet jorden med giftige kemikalier i en sådan grad at planeten jorden var forpint, udmagret og træt.
Vi gav intet igen. Vi havde kun taget, taget og taget med grådige, glubske øjne og en antrocentrisk arrogance.
Som om vi nærmest hadede naturen eller i hverfald var ligeglade med den havde vi opbygget store, gyldne samfund på hver en øde steppe af den blågrønne planet.
Nogle samfund var nået langt i denne teknologiske udvikling og var blevet højt avancerede med smarte digitale systemer, megabyer og svirrende elmålere, mens andre stadigvæk kæmpede med at få den nationale fødevareproduktion til at slå til. Til fælles havde stort set alle samfund på planeten (med undtagelser af eks. lande som Bhutan) det til fælles, at de ikke så sig som en økologisk del af naturen på planeten, men derimod som egenrådige konger der kunne behandle dyr, planter og naturen som livløse forsyningsressourcer i et uendeligt vækstraseri.
Men vi havde nået en grænse. Det gik op for mig for alvor i 2012. Noget var løbet løbsk og der var ingen udsigt til at vi ville lære at tøjle det igen. Der var en håbløshed at spore, hos de relativt få mennesker i verden, der bekymrede sig om klimaets tilstand. Den socialdemokratiske præsidentkandidat Al Gore (1948) havde skabt en del opmærksomhed omkring det op igennem 00’erne, forfattere som Naomi Klein havde skrevet bøger om det og selvfølgelig havde hele miljøbevægelsen siden 60’erne kendt til forureningsproblemer, mens klimabevægelsen især tog fart efter Brundtland-rapporten udkom i 1987 og pointerede hvor slemt det stod til.
Flere og flere var opmærksomme på at noget var galt. Ikke kun aktivister, også almindelige mennesker begyndte at række en finger i vejret og spørge: ”Hvaaa, hvad har vi egentlig gang i?”.
FN’s 17 Verdensmål som blev lanceret i 2015 med en storsmilende Ban Ki Moon i front, var derfor lige præcis det, jeg havde gået og drømt om i alle de år, mens jeg studerede: en samlet plan for verden, der kunne forene nationerne og få alle virksomheder, organisationer og mennesker til at arbejde for samme sag – et gevaldigt løft af hele verden mod en grøn og værdig fremtid.
Det var en helhedsteori for hvordan verden kunne udvikle sig, inden for rammerne af kapitalismen.
I kølvandet på lanceringen arbejdede vi i Chora Connection rigtig meget med at finde vores egen måde at bruge målene på, mens vi samtidig skulle formidle bæredygtighed og Verdensmål til alle vores målgrupper. En svær balancegang på daværende tidspunkt, hvor det gik meget langsomt med at få målene udbredt.
Skridt for skridt endte perioden fra 2015-2019 med at blive epokegørende for det danske samfund og resten af verden, hvad global udvikling angår. Bæredygtighed blev mainstream og de fleste har i dag et fokus, holdning til eller en strategi for hvordan de forholder sig til klima, miljø og bæredygtighed. Og hvis ikke man har det, så har de fleste et ønske om at have det. Jeg har ikke noget evident belæg for denne påstand, men jeg tænker at klima nok er et af de begreber som har været forbi alle menneskers nethinder på verdensplan, i løbet af de seneste ti år.
Selvfølgelig er der benægtere, modstandere, skeptikere og ignorante typer, men i det store hele er vi enige om at der skal gøres noget for at stoppe CO2-udledningen, løse klimakrisen og skabe bæredygtige samfund hele vejen igennem.
Verdensmålene landede fra himlen som en realistisk utopi, der kunne skabe effektiv verdenspolitik og på sigt forhåbentlig løse alle de store problemer.
Jo mere jeg arbejdede med Verdensmålene des mere gik det dog også op for mig, at selve udbredelsen og implementeringen af verdensmålene i samfundet, var en vanskelig opgave, der ville tage mange år. Kendskabsgraden steg kun langsomt i starten og målenes vidde og kompleksitet gjorde det svært at nå videre ud med dem, end til de allerede indviede, erhvervsledere, akademikere og miljøbevægelsen.
Som alt andet der kommer ud af bureaukratiske institutioner og organisationer, var det politiske sprog og den æstetiske kvalitet måske lidt for politisk korrekt, tørt og kedeligt, til at nå helt ud i alle segmenter af samfundet. Godt nok var der gjort store fremskridt på den grafiske designfront, idet at designbureauet Trollbäck+Company havde udviklet farverige ikoner der forsimplede budskabet med et visuelt touch, men målene manglede stadigvæk at blive oversat til lokale, kulturelle kontekster og at blive formidlet på en måde, så de kunne trænge ind under huden på almindelige mennesker såvel som topledere og politikere.
I Chora lavede vi derfor plakatprojektet 17FOR17, hvor sytten kendte grafiske designere fortolkede målene i plakater, som blev udstillet i New York, Paris, Geneve, Danmark, Haag, Skt. Petersborg mv. Projektet nåede vidt omkring og vi var også i Aftenshowet på DR og i Politiken med det og havde kæmpe plakatvægge på Folkemødet og foran AROS i Århus.
Projektet gav anledning til at starte en dialog om hvordan vi hver især som individer, virksomheder, kommuner, organisationer og almindelige mennesker kunne bruge Verdensmålene.
Samtidig begyndte flere og flere andre aktører at formidle og udbrede målene over alt i samfundet.
Iværksætterne og de små/mellemstore virksomheder fandt ud af, at der var muligheder for at bruge målene til at lave decideret forretning og bruge dem som ramme for branding og nye dialoger udadtil.
De større virksomheder kunne bruge målene som strategisk løftestang i skabelsen af en bæredygtig organisation indadtil og til at udvide deres CSR-indsats hele vejen ind i kerneoperationerne af værdikæden.
Skoler og uddannelsesinstitutioner kunne bruge målene i faglig tematik og til at eksperimentere med bæredygtighed i dagligdagen.
Kommunerne bed langsomt på og opdagede potentialet i at vække borgernes interesse med en ny frisk agenda, som også var et udmærket rammeværktøj for nye projekter og indsatser.
Byerne begyndte at se Verdensmålene som en mulighed for at blive CO2-neutrale og grønne.
Staterne havde med Paris-erklæringen sat en underskrift på et dokument, som de forpligtede sig til at arbejde for (dog ikke juridisk).
Ganske almindelige mennesker begyndte at tale om bæredygtighed på en anden måde, fordi verdensmålene åbnede for den holistiske tilgang der ikke kun handler om klima og miljø, men også om sundhed, gode byer og retfærdige institutioner mv.
På bagkant af fem år med verdensmålene står det dog klart, i min optik, at Verdensmålene er og bliver et politisk styringsværktøj, som bør ligge implicit i de politiske beslutninger, i strategiske forretningsanliggender og som rammer for hvordan vi helt overordnet og i det små skal udvikle vores samfund.
Det er først og fremmest igennem det politiske at de skal blive operationelle i det enkelte menneskes dagligdag og det er primært "systemets" ansvar at sikre rammerne for et bæredygtigt samfund.
Der er stadigvæk store udfordringer med at undgå at agendaen bliver kapret af ledere der ser en hurtig mulighed for at score sig et grønt bad, der kan rense de aktiviteter i virksomheden, der ikke lige er så gode for klimaet og miljøet. Der er dog tilstrækkelige med negative cases på hvilken effekt det har når det gennemskues til at det kan betale sig.
Der er også en risiko for ’udviklingsselvsving’ – at vi kommer til at fokusere så meget på at implementere verdensmålene som en slags leanstrategi nu blot i grøn forklædning, som var det ’bare’ en ny vækstagenda der skal buldre derudaf - hvormed vi glemmer hvorfor de er sat i verden: ikke for staterne, virksomhederne og organisationernes skyld, men for menneskene, dyrene og planetens skyld.
Selvom de er lavet som mål der skal nås og dermed også skal styres som mål på en effektiv og utilitaristisk facon, så skal det altså ikke ske på bekostning af ånd, kultur og mening. Vi skal bruge verdensmålene fordi vi ønsker at opnå bedre liv og samfund, ikke fordi vi ønsker at tjene flere penge på fremtidens vækstmarked.
Mange (især humanister) er ellers til falds for at juble over at vi nu endelig har fået en grøn og god agenda, der også kan tjenes penge på, så alle forretningsfolkene endelig kan gøre en god forskel i verden. Og det er også godt – så længe vi er enige om at hvad det meningsfulde mål og formål med Verdensmålene egentligt er.
Derfor har vi brug for autencitet, god storytelling og en ærlighed omkring det at ville det gode. Det skal komme indefra, uanset om maner virksomhedsejer, mellemleder, kommunalansat, pædagog eller kunstner. Ellers bliver også Verdensmålene bare business as usual.
Hvis vi skal undgå at verdensmålene bliver en trendy brandingstrategi, som man kan profilere sig med, gennem reklamebannere, farverige ikoner på hjemmesider og i kommunikationsafdelingens rapporter de næste ti år, skal vi ikke plastre det hele til med klistrende SDG tapet. Vi skal finde ind til den filosofiske nerve i Verdensmålene, der gør dem relevante og interessante på et personligt plan, for dem har magt og beslutningskraft.
Vi skal have dem ind under huden som en del af den måde vi tænker vores liv og eksistens på. Ikke nødvendigvis i konkret sproglig forstand, mere som en grundlæggende ramme for det gode vi kan arbejde hen imod. Verdensmålene ligger allerede i sætningen ”Livet er en gave, naturen er bedst når den er ren, frodig og vital og verden er smukkest når der er fred, glæde og taknemmelighed i og mellem mennesker”.
Den gode verdensudvikling kommer ud af at have en filosofisk tilgang til livet, ikke ved at påføre sig en politisk spændetrøje og blindt forfølge en kurs – uanset at den virker god. Vi skal have refleksionen med ellers bider det ikke fast udover 2030 (hvor målene skal være indfriet) og i de fremtidige generationer.
Verdensmålsagendaen skal også komme sammen med et nyt vækstbegreb, eksempelvis inspireret af Kate Raworths (1970, økonom, Oxford University) ’Donut-model’ der passer fint med Johan Rockström (1965, Professor, Stockholm Resilience Institute) og andre førende klimaforskeres anbefalinger. En vækst der har mennesket i centrum. En velfærdsvækst som oprigtigt ønsker at se mennesker, dyr, planter og planeten i sin helhed, trives i vital værdighed.
Det er jo ret almene værdier, som alle kan spejle sig i. Måske endda lidt kedelig commonsense, som de fleste bakker op om. Men hvis vi skal kunne handle på det, skal det ikke kun appellere til vores fornuft, men også til sanserne og eksistensen. Det er her at kunst, kultur og litteratur mv., kan lære os at være etiske og moralske væsener, der naturligt og refleksivt ønsker at pejle verden i samme retning, som verdensmålene også sigter imod.
Derfor plejer jeg altid at sige at hvis alle var dannede og havde læst verdenslitteraturen, behøvede vi ikke verdensmålene.
Men nu de er her. Så lad os tale om dem, blive inspireret af dem – uanset om vi er journalister, kunstnere, tømrere, mellemledere eller embedsmænd, fordi det er godt, rigtigt og vigtigt, ikke fordi nogen i bestyrelsen, hos konsulentbureauet eller i spalterne siger at vi skal.
