Er de kinesiske forretningsmodeller skræmmende eller inspirerende?

March 18, 2024
China, tiktok, business, shein, temu

Af Asbjørn Riis-Søndergaard

Når jeg lytter til konsulenter fra rådgivningsfirmaer som Boston Consulting Group, fortælle om de nye kinesiske net-giganters succes med at skabe kommerciel udvikling, får jeg lidt ondt i maven.  

Virksomheder som AliBaba, Pinduoduo, Shein og senest Temu, buldrer frem og fragter hver dag over 10.000 tons varer ud af Kina. De er skamløst skarpe til at bruge data, gamificering, kunstig intelligens samt digitale markedsføringsmilliarder, til at skabe e-handelsplatformer gearet til hyperforbrug.

Børn, unge og voksne i Danmark er fuldt eksponeret for det, med en daglig skærmtid på omkring 5 timer i gennemsnit.

Når jeg hører erhvervsrådgivere og analytikere tale om at vestlige virksomheder også skal med på beatet asap, for at opnå konkurrencefordele og at det ikke kan gå hurtigt nok med at bruge tech og AI til at efterligne de kinesiske apps, ja, så får jeg faktisk lidt ondt i maven.  

Jeg savner nemlig et kritisk perspektiv, som ikke bare begejstres for businesscasen og giver efter for laveste fællesnævners lyntricks, men som også vil noget med vores verden. Er mere hidsig algoritmeforretning virkelig det vores verden har brug for? Er det et perspektiv jeg skal bringe med ud til de virksomheder jeg rådgiver?

Selvfølgelig vil alle virksomheder gerne ud over rampen og have mere salg. Det gælder jo også civile og offentlige organisationer. Som kommunikationskonsulent er det jo også et af flere KPi’er, at kunne sætte strategien i spil og skabe gode resultater. Men ikke for enhver pris og ikke uden at have kvalitet og ansvarlighed med i sit brand, hvis du spørger mig.  

Der er rigtig stor udfordring foran os - men forandringen åbner forhåbentligt dørene for bedre livskvalitet. Et godt sted at starte er at ændre vores skærmvaner og sætte grænser for børns skærmtid - der er meget vi kan gøre som individer. Vi har også brug for lovgivning og rammer - der er meget politikere kan gøre. Men jeg mener også, at vi har brug for at flere managementkonsulenter og erhvervsmeningsdannere går ud og kritiserer den her type forretningsmodeller for deres mangel på ansvarlighed. Både ift. børn, unge og voksnes digitale trivsel, men også ift. klima, miljø og databeskyttelse. Digital trivsel er ikke et perspektiv jeg hører her fx.

Vi har brug for, at erhvervslivet vil noget andet med vores verden. At businessrådgivere fortæller lederne i vestlige virksomheder, at vi med stolthed kan stå fast på den europæiske kulturs værdier om høj etik i erhvervslivet, som ESG og CSRD mv., er udtryk for.

Så kan det godt være, at vi ikke får så mange meme-stocks og aggressive vækstfortællinger, men til gengæld får vi stærke og solide virksomheder, som har kvalitet i kulturen og som er med til at skabe et samfund og en verden vi alle har lyst til at bo i.

Med andre ord er de kinesiske net-giganter ikke forbilleder for god forretningsførelse, men skræmmescenarier, der ikke gør noget godt for verdens udvikling. Det er ikke Kinas skyld - det er jo de samme forretningsmodeller og tilgang som de store tech-virksomheder i vesten allerede anvender.

Dermed også sagt, at brug af data, AI og digital markedsføring, i sig selv ikke er forkert. Det skal bare gøres mere ansvarligt, bidrage til verden på en god måde og ikke misbruges til at skabe mere masseforbrug på en planet der bliver mere og mere presset på de vitale kerneressourcer og hvor vores hjerner bliver mere og mere ristede af ekstrem skærmafhængighed.

Heldigvis er der en anden forretningsstrategisk vej, som er mere ansvarlig, reel forandrende og oprigtigt inspirerende.

Gid flere med taletid i medierne og overfor de mest magtfulde erhvervsledere, talte B-Corp, ESG og SDG mål 12 om ansvarligt forbrug mere frem, når nu de var i gang med at dække de kinesiske net-giganters hypervækst.

Børn og unges gennemsnitlige skærm er oppe på 5 timer om dagen i Danmark i gennemsnit.

Ready to challenge status quo?
We bring expertise, talents and knowledge to create quality results.
start the Conversation