Det er shorts varmt og 20 grader over New York en søndag i marts, men folk har stadig huer på.
”Se, kirsebærblomsterne er allerede ved at springe ud” forklarer Carlos Menchaca og peger delvist begejstret på de små lyserøde knopper på et ensomt træ, der står midt i det industrielle havneområde i Red Hook - den krogformede halvø i Brooklyn. Herfra er der skarp udsigt til frihedsgudinden og Manhattans skyskrabere på den anden side af den skvulpende flod.
Carlos er en texasfødt lokalpolitiker der sidder i New York City's byråd og som har inviteret mig på en walk-n-talk med to meters coronaafstand, i det nabolag hans hjerte banker for. Han vil vise mig nogle andre sider af Red Hook end kaffebarerne, hummerrestauranterne og de hippe gallerier på Van Brunt Street, der løber gennem bydelen og har kulørte lamper hængende mellem husene.
Jeg følte egentlig at jeg allerede var ankommet til det autentiske New York ved at tage ud til et nabolag i Brooklyn, der tidligere var kendt for mafiakriminalitet og sociale problemer, men som langsomt var blevet kunstnerne og de kreatives foretrukne tilholdssted. Men Carlos minder mig om, at man altid kan komme et spadestik dybere i samfundets sociale malmlag.
”Vandet gik herop til, dengang” fortæller han og peger cirka to meter op ad murstensvæggen på en af de brune bygninger i det sociale boligbyggeri Red Hook West Houses, da superstormen Sandy pludselig fik havet til at stige fire meter og skylle ind over området som en tsunami.
Sårbarhed og robusthed i et lille Hood
Red Hook er særligt udsat hvad angår klimaforandringerne, grundet den geografiske placering lige ud til floden. Den CO2 der udledes fra fabrikker i Taiwan, landbruget i Skandinavien eller fra fly på vej fra Los Angeles til Paris, er med til at skabe global opvarmning som udmønter sig i ekstreme vejrforhold og katastrofer der kan koste menneskeliv i det lille nabolag i Brooklyn, eksempelvis når superstorme raser på den amerikanske østkyst.
De er ikke kun sårbare overfor havstigninger, de er også sårbare på et socialt og menneskeligt plan når kriser rammer, fordi en stor del af nabolaget stadigvæk består af socialt udsatte og marginaliserede borgere.
”I de første uger efter stormen var folk i chok. Børnene var angste for at vandet skulle komme igen. Der var ingen elektricitet, drikkevandet var forurenet, flere måtte flytte ud i midlertidige shelters og butikker måtte lukke ned” siger han alvorligt og fortæller sig selv at det er godt for at ham at genopfriske hvad der skete dengang, for at blive mindet om hvorfor han gik ind i politik. Det var begivenhederne omkring Sandy og en tiltagende social indignation, der gav ham modet til at stille op.
”I de første uger efter stormen var folk i chok. Børnene var angste for at vandet skulle komme igen. Der var ingen elektricitet, drikkevandet var forurenet, flere måtte flytte ud i midlertidige shelters og butikker måtte lukke ned”
Et par hættetrøjeklædte hiphop-drenge hilser på Carlos fra trappekanten, da vi går gennem the Projects. En politibil holder og blinker, men betjentene står blot og griner sammen med en gruppe mødre og deres børn.
”Det smukke ved krisen i 2012 var at lokalsamfundet fandt sammen og hjalp hinanden ud af ren altruisme og medfølelse. Det var her jeg forstod at politik handler om mennesker og følelser”
Bevægelsen ’Occupy Sandy’ kom udefra og støttede Red Hooks indbyggere i arbejdet med at rydde op efter ødelæggelserne og folk mødtes frivilligt på gaden og tilbød deres hjælp, hver morgen. Der blev indsat midlertidige el-generatorer og telefonmaster, så indbyggerne langsomt kunne få gang i en normal hverdag igen.
Efterfølgende gik politikere og erhvervslivet sammen om at genopbygge bydelen med nye omfattende resilienstiltag. Der blev lagt storstilede planer for kystsikring, komplicerede meterløft af store bygninger, nye tagkonstruktioner og flodbeskyttede fællesbatterier. Her 8 år efter er de stadigvæk i gang med genoprettelsesplanen.
Vi skal være forberedt på kriser
”Det tager bare lang tid både at genopbygge et helt område og sikre det fremadrettet, med byggerier, fællesskaber og anlæg. Men vi prøver at være så forberedte som muligt, for vi ved aldrig hvornår den næste storm rammer” Siger Carlos og forklarer at det der har hjulpet Red Hook gennem krisen er den stærke fællesskabsfølelse og lokalforankring som er kendetegnende for området.
Lokalisme kalder han den politiske tilgang og betragter det som kombinationen af direkte demokrati, et stærkt fællesskab og en meningsfuld mission om indrette sig bæredygtigt efter naturens præmisser. Ikke som i en krig mod den farlige natur, mere i ydmyghed og respekt for dens kræfter. Derudover er den lokale identitet styrket af den geografiske placering, der gør at Red Hook på mange måder er isoleret fra resten af Brooklyn og New York.
Lokalisme kalder han den politiske tilgang og betragter det som kombinationen af direkte demokrati, et stærkt fællesskab og en meningsfuld mission om indrette sig bæredygtigt efter naturens præmisser. Ikke som i en krig mod den farlige natur, mere i ydmyghed og respekt for dens kræfter.
Folk kender hinanden, taler sammen på gaden og i supermarkedet og alle har en interesse i at beskytte området. Lokalpolitikerne gør en dyd ud af at alle nye tiltag rent faktisk er i befolkningens interesse på den lange bane.
Når man går rundt i Red Hooks gader med Carlos, forstår jeg hvad han mener. Han stopper op og lytter til folks problemer og han bruger gaden som platform til at lave lavpraktiske løsninger lige-nu-og-her, skabe nye partnerskaber, samt til at fornemme hvad folk er optaget og ønsker.
Fordi alle føler sig hørt, forstået og er i øjenhøjde med politikere som Carlos Menchaca, er der også en større villighed til at bidrage og hjælpe til med at få bysamfundet til at fungere.
Lokalisme er ikke kun deres værn mod katastrofer og kriser, det er også en måde at leve med hinanden på i dagligdagen, som er fuld af meningsfuldhed og sammenhold. Det skaber tryghed og folk får lyst til at gøre en ekstra indsats for at få det hele til at fungere. Lokalisme-ånden var særligt stærk efter Sandy og det er ikke altid let at holde den demokratiske energi kørende i hverdagen.
”Det er helt klart lettere at få folk til at engagere sig i samfundet når der er kriser, men vi gør hvad vi kan for at holde den politiske kultur i live, også når der ro og fremgang”.
Covid-19 er den største test siden Sandy
Den gamle købstadshavn er stadigvæk aktiv, selvom store dele af områdets industri er skiftet ud de seneste år. De gamle pakhuse er lavet om til moderne kontorlokaler med udsigt ud over vandet, Ikea og Tesla har åbnet nye smarte butikker herude og Amazon vil bruge den gamle havn til at opbevarevarer. Det er nye forsyningslinjer til det moderne New York, men den historiske ånd er stadig at fornemme. Man kan stadigvæk høre skibene tude i horisonten, når de giver los og flere områder er fredet. De nye virksomheder har heldigvis et bæredygtigt fokus mener Carlos og peger på den ene vindmølle på den anden side af floden, der drejer og drejer for at holde kraftværket i Sunset Park kørende. Det er dog ikke altid ligetil at ville være en bæredygtig bydel.
”Det er sådan noget vi skal have meget mere af, men desværre vil byrådet ikke godkende at vi laver solcelleparker herude endnu. Det er for dyrt på den korte bane. Men det kommer nok.” mener han.
Selvom vi møder en del af Carlos bekendte på vores gåtur, er der ikke mange mennesker på gaden denne dag.
Corona-krisen har for alvor fået fat i verden. Præsident Trump har erklæret undtagelsestilstand i USA. Fra den ene dag til den anden lukkede de fleste samfund i verden grænserne ned og som dansker opfordrede udenrigsministeriet alle rejsende til at skynde sig hjem. Derfor måtte jeg afbryde min rejse og sikre mig en flybillet hjem to uger før tid.
Carlos kalder Corona-epidemien den største krise siden Sandy og er spændt på hvordan de som lokalsamfund responderer.
Mange folk bliver indendørs denne søndag, men dem der er ude i byen hilser på hinanden på afstand og har endda overskud til at lave sjove lufthilsener fra distancen. De virker velinformerede og handlingsparate. Men under samtalerne mellem Carlos og de folk vi møder, mærker man også en vis usikkerhed og frygt.
De er bange for, at vi kun har set toppen af isbjerget i USA og at det kommer til at gå amok de kommende uger. De er chokeret over at man ikke har lukket skolerne endnu og mener at kongressen tænker mere på at redde økonomien end menneskeliv. Selvom de kun er i begyndelsen af krisen og endnu ikke kender omfanget eller konsekvenserne for lokalsamfundet, mener Carlos at de er godt rustet til at håndtere det.
”Hvis De Blasio (red. Borgmester, New York City) ikke lukker skolerne ned, gør vi det bare selv herude. Laver pop-up kantiner hvor børnene kan få mad og hjælper med at få dem passet, hvis forældre ikke kan blive hjemme. Man kan kalde det civil ulydighed, men jeg kalder det lokal ansvarlighed. Man kan virkelig mærke at folk står sammen igen, nu hvor en ny stor krise er på vej”.
”Hvis De Blasio (red. Borgmester, New York City) ikke lukker skolerne ned, gør vi det bare selv. Laver pop-up kantiner hvor børnene kan få mad og hjælper med at få dem passet, hvis forældre ikke kan blive hjemme. Man kan kalde det civil ulydighed, men jeg kalder det lokal ansvarlighed. Man kan virkelig mærke at folk står sammen igen, nu hvor en ny stor krise er på vej”.
Senere på dagen tikker der en melding ind om at alle skoler i New York lukker omgående.
Red Hook som model for den bæredygtige by
Red Hook er en unik bydel i et amerikansk land hvor store dele af befolkningen ofte er meget distancerede, splittede og individualistiske.
Efter at have boet her i to uger, blevet instagramvenner med baristaerne på den lokale kaffebar, fundet de gode løberuter og mødt mange af de lokale til forskellige events, har jeg oplevet på nært hold hvordan et storbynabolag også kan føles som en lille landsby. Jeg har lyst til at Nørrebro, hvor jeg selv bor, skal være mere sådan. Men det er som om at kaffebarerne, naboerne og de mennesker der kommer på Nørrebro, skifter for hurtigt til at det kan nå at føles som en landsby. Det hele bliver ofte midlertidigt og fluktuerende i København og sådan føles det bare ikke rigtigt i Red Hook.
Jeg har lyst til at Nørrebro, hvor jeg selv bor, skal være mere sådan. Men det er som om at kaffebarerne, naboerne og de mennesker der kommer på Nørrebro, skifter for hurtigt til at det kan nå at føles som en landsby. Det hele bliver ofte midlertidigt og fluktuerende i København og sådan føles det bare ikke rigtigt i Red Hook.
Til gengæld er jeg lykkelig over at være dansk statsborger i akutte krisetider, hvor verden lammes af en verdensomspændende epidemi. Den danske regering har handlet effektivt og ansvarligt ud fra rationelle motiver. Det forstår de udmærket på den lokale kaffebar Black Flamingo, da jeg fortæller hvordan det står til i Europa og mit hjemland.
Carlos og jeg taler med en af de andre gæster om hvordan virussen kommer til at påvirke Red Hook. Hun er bekymret for hvordan det rammer de allersvageste der er dårligst informerede og som lever under forhold der er mere uhygiejnisk og ”tætpakket”. Hvem beskytter dem og sørger for at virussen ikke spreder sig videre derfra?
USA er på mange måder bundløs i krisetider, der er intet sikkerhedsnet der griber de allersvageste og mest syge. Overalt i landets store byer findes der ældre og psykisk syge, som lever på gaden og ingen hjælp får til at håndtere alvorlige misbrugsproblemer og psykotiske tilstande. Jeg elsker USA for mange ting, men jeg kan ikke holde ud at være herovre særligt lang tid ad gangen, af samme årsag.
Carlos maner til besindelse og understreger at de allerede arbejder på at lave løsninger, som skal sprede den nødvendige vejledende information blandt alle Red Hooks borgere og vil sørge for at alle har adgang til lægehjælp, hygiejniske forhold, mad og anden støtte ’when shit hits the fan’.
’Lokalisme' i en nøddeskal
Selvom det ofte er hver man sin skæbne i guds eget land, har man i Red Hook fundet en model for et bæredygtigt community, blot et stenkast fra Manhattan, epicenteret for megabyen New York. Her passer man på hinanden, i en fælles bestræbelse på at skabe et godt liv i harmoni med naturen og miljøet. Det kræver robusthed og det kræver at alle løfter i flok når kriser rammer.
Det er sådan jeg tænker bæredygtighed, efter at have studeret det lille lokalsamfund herovre.
Et stærkt lokalt fællesskab er kernen i bæredygtighed. I globaliseringens tidsalder hvor alting hænger sammen og hurtigt spredes over hele kloden, uanset om det er information, smeltede poler eller virusser, er det nødvendigt med større institutioner som FN, der kan koordinere på tværs, men det giver kun mening hvis der er et stærkt lokalsamfund, der tager ansvar og løfter i det nære og direkte.
Det kræver et lokalt fundament at være en globaliseret civilisation og dette fundament skal byplanlæggere, designere, politikere og andre samfundsaktører huske at medtænke, når der laves lovgivning og udtænkes bæredygtige løsninger for alle verdens byer.
Det kræver et lokalt fundament at være en globaliseret civilisation og dette fundament skal byplanlæggere, designere, politikere og andre samfundsaktører huske at medtænke, når der laves lovgivning og udtænkes bæredygtige løsninger for alle verdens byer.
Det er fint med store flotte multiplaner som FN’s 17 Verdensmål, resilient byplanlægning og klimapolitik, men hvis det ikke giver mening for lokalbefolkningen i dagligdagen, nytter det ikke meget.
Derfor skal de spørge sig selv: hvordan er vi med til at styrke de lokale fællesskaber blandt dem som bruger byen og hvordan giver vi dem de rette redskaber til selv at kunne gøre deres by og liv mere bæredygtigt, så de hurtigt og effektivt kan reagere når katastroferne rammer.
Det er lokalismen i en nøddeskal.
